Inspiration
Cases:
Læs her om metoder og cases fra arbejdsrummet i Stemmens Palads:
Her er eksempler på, hvordan du kan arbejde i dybden med stemmen og frigøre både psykologiske temaer og ubevidste følelser, som ofte ligger bagved en låst, lukket og klemt klang i stemmen.
Fra bogen: ’Stemmen er en sladrehank’ af Lisbeth Hultmann
Kontaktrummet
Kontakt er et nøgleord i arbejdet med stemmen.
Man kan have kontakt indad til sig selv og kontakt udad til sin omverden. For at kunne være i autentisk kontakt med andre, skal man have en autentisk kontakt til sig selv.
Ofte kan man i forskellige træningssystemer se en tendens til en indadvendt koncentration omkring de øvelser, man skal frembringe for at kunne udføre dem korrekt eller for bedre at kunne mærke sig selv. Indenfor kropstræning og stemmetræning kan man ofte se blikke, som bliver fjerne, fordi man er koncentreret om de indre processer og sansninger. Man ser indad eller i et spejl, hvor hensigten er at korrigere krops- holdninger og – stillinger, men hvor faren kan blive, at forsvinde væk i sig selv eller blive en øde ø og forfalde til narcissistisk selvbeskuelse.
Stemmen er vores primære kommunikationsmiddel, og derfor mener jeg, at kontakten til omverdenen er afgørende. Det er i mødet med omverdenen, at vi kan justere os selv – møde os selv – og glemme os selv.
Når vi arbejder med stemmen i kontakt med omverdenen og hinanden, kan der ske både forløsning og erkendelse. I forglemmelsen af os selv kan der opstå noget, som rækker ud over de personer, som er involveret i kontakten. Der kan opstå en forbindelse – en kontakt, hvilket løfter det skabende udtryk op i en anden dimension og ind i et nyt rum – Kontaktrummet.
Det er, som om vi får mulighed for at komme mere fuldt til stede, når det lykkes at gå ind i kontakten med et andet menneske.
Vi har valget og muligheden for at åbne os og derved gøre os mere sårbare. I denne blottede sårbarhed ligger der både en stor styrke og en dyb næring.
Kontakt handler om at give og modtage.
Case
Eksemplet omhandler gruppetræning på 2. år af stemmeuddannelsen. Her trænes der i individuel iscenesættelse i gruppen med et selvvalgt tema/ en selvvalgt sang. Bagefter gives der feedback.
Deltager på stemmeuddannelsen Gitte på 49 år er sygeplejerske og har i mange år af sin barndom sunget i kor og har en god og sikker stemme. Hun har valgt at arbejde med sangen ‘Somewhere over the Rainbow’ fordi hun synes, at hun mangler luft og klang i en bestemt passage, hvor der er nogle særligt høje toner. Efter at have sunget sangen og arbejdet med forskellige kropslige og udtryksmæssige øvelser synes Gitte ikke, at det føles, som om der sker noget, og jeg spørger hende, hvad hun da føler og mærker og gør hende opmærksom på hendes kropssprog (slår ud med den ene arm). Hun svarer, at hun er lidt irriteret men også lidt opgivende.
Jeg spørger hende dernæst om hun vil gå et skridt videre, hvilket hun bekræfter.
Jeg beder hende nu synge sin sang igen og samtidig kontakte hver enkelt i gruppen en efter en – dvs. at hun stiller sig foran hver enkelt, der sidder ned og synger noget af sin sang – hvorefter hun går videre til den næste.
Det går fint for Gitte, indtil hun kommer til en mandlig deltager. Her sker der pludselig noget. Det høres tydeligt på Gittes stemme, at hun er berørt og klangen bliver både mere åben, stille og blød.
Vi arbejder her et stykke tid med passagen ‘that’s where you’ll find me’ som så pludselig eskalerer i gråd.
Gitte har lukket af for den følelse, hun havde langt tilbage og stemmen bar problemet videre. Netop passagen ‘that’s where you’ll find me’ satte ubevidst noget i gang hos hende, og hun beskyttede sig ved at blive upersonlig og stiv i klangen., hvilket jo netop var det, hun ønskede at arbejde med og blive fri af.
Vi arbejder videre til det punkt, hvor Gitte kan synge hele sangen for gruppen og bibeholde den nyfundne åbne og fine klang. Gruppen som er mere eller mindre berørt af seancen giver et fyldigt og meningsfuldt feedback.
Kommentar:
Gittes tema handler om forholdet til en mand. Hun har i sin historie haft en far, som hverken var til stede eller interesserede sig for hende. Hendes måde at håndtere smerten på, var at undgå at komme for tæt på mænd samtidig med, at hun inderst inde længtes efter, at de ville komme til hende, ja, nærmest finde hende.
Dette eksempel viser en anden tilgang end den rent stemmetekniske vej til at åbne stemmen.
Her er det kontakten alene som gør forskellen. I samme øjeblik Gitte selv tager direkte kontakt med et andet menneske med sin sang, i stedet for at vente på og længes efter, at omverdenen skal komme og finde hende, bryder hun sit gamle tema, og så sker der et gennembrud til hendes følelser, og hun kan pludselig forløse og åbne de høje toner.
